Af Anders Schriver Pertou
Sløjdscenen er et amatørteater i Askov ved Vejen grundlagt i 1991 i den gamle gymnastiksal på den nedlagte Askov Sløjdlærerskole.
Sløjdskolen i Askov havde en lille teaterscene i gymnastiksalen, og den var med skrå brædder, som praksis var i tidligere tid.
Efter at Sløjdskolen i 1974 flyttede ud af bygningerne Vejenvej 43, blev de senere købt af fabrikant Ole Thomsen, der var opvokset i Askov, og der blev indrettet syv lejeboliger, men gymnastiksalen med den lille scene blev urørt tilbage.
Da folk fra Askovrevyen i 1990 søgte nye lokaler, var Ulla og Ole Thomsen så generøse, at de gav brugsret til gymnastiksalen mod en symbolsk leje, og samme fordelagtige vilkår fortsatte siden med de efterfølgende ejere Karen Faust Sølvsten og Kurt Skov Madsen og de nuværende ejere Suzette Nielsen og Lars Jessen (red.)
Scenen er bygget om, og under scenen er der indrettet sminkerum. Balkonen er ombygget til et rummelig teknikområde, hvor lys- og lydpersonalet har det perfekte overblik over både salen og scenen.
FORENINGEN
Foreningen ”Sløjdscenen” blev stiftet den 30. oktober 1991.
I vedtægterne hedder det:
Foreningens formål er:
- At tilstræbe et bredt og varieret repertoire, gerne med eksperimenterende teaterstykker, eller med udvidelse af “teater” – begrebet.
- At tilstræbe amatørteaterets mangeartede indirekte og direkte funktioner udført af grupper i stedet for af enkeltpersoner, eller at funktionerne går på skift.
- At dygtiggøre og inspirere medlemmerne ved hjælp af kurser og lignende.
- At foreningens faciliteter kan bruges til andre kulturelle formål end teater (video, foto, udstillinger, musik, sangkor eller andre relevante aktiviteter.)
- Desuden tilstræbes et godt kammeratskab og et foreningsliv, hvor alle føler sig velkomne.
BØRNE- OG UNGDOMSFORESTILLINGER
Siden starten har frivillige instruktører gennemført dramapædagogiske forløb med børnehold i alle aldersklasser. Fra 0. klasse op til ungdomsholdet (7. – 10. klasse). Børnene har opført julestykker, desuden ofte selvskrevne stykker men også klassikere som Holbergs ”Jeppe paa Bjerget” og forestillinger baseret på Ole Lund Kirkegaards bøger.
Ungdomsholdene har selv skrevet stykker, men har også dramatiseret tekster som Dickens’ ”Oliver Twist” og Bram Stokers ”Dracula”. De har opført ”Trold kan tæmmes”, baseret på Shakespeares klassiske komedie, og Kristen Bjørnkjærs ”Den mærkelige café”.
VOKSENDRAMA
Sløjdscenen har desuden hvert år opført voksenstykker med frivillige instruktører.
Fra de senere år kan nævnes mange stykker; fra klassikere til nyere dansk drama. Holbergs ”Jeppe paa Bjerget” og Gustav Wieds ”Skærmydsler”. Ionescos absurde komedie ”Den skaldede sangerinde”, Dario Fo’s farce ”Ægteskab på vid gab”. De amerikanske dramatikere: Bernard Slades ”Samme tid næste år”, Ernest Thompsons ”Vores sensommer” og A.R. Gurneys” Kærestebreve”.
Af nyere dansk drama blandt andet: Pia Tafdrups ”Døden i Bjergene”, Line Knutzons ”Guitaristerne” og Jens Blendstrups ”Søstrene Knudsen raser ud”.
Desuden har vores ”husdramatiker”, Anders Pertou, leveret tekster til scenens revyer, samt skrevet julefarcen ”Det banker”, monologerne ”Kvindfolk” og monologerne ”Mandfolk”.
Vi har også haft et godt samarbejde med Askov Kirke, hvor vi ”på udebane” i to omgange har opført kirkespillet ”Tåbernes Testamente”.
I 2014 opførtes ”Svend, Kurt og Valdemar”, vores gendigtning af den klassiske farce ”Svend, Knud og Valdemar”. På denne produktion var der udfordringer til både unge og de mere erfarne skuespillere. Desuden unge musikere og sangere, samt scenens lyd- og lysteknikere og scenearbejdere.
GÆSTESPIL OG KULTURARRANGEMENTER
Fra starten har vi haft glæde af gæstespil fra andre amatørscener (f.eks. Drakomir i Ribe) og fra flere høj- og efterskolers dramahold.
Sløjdscenen har også udvidet kulturtilbuddet f.eks. med foredrag, korsang, klubaftener, fester m.m.
ASKOV MUSIKSCENE
Efter at Sløjdscenen i mere end 22 år var det lokale teaterværksted i Askov, men også et kulturhus, der bød på musiktilbud, foredrag, kurser m.v. udvidede vi i 2014 med et nyt tilbud.
Da vi fik økonomisk hjælp fra bl.a. Tuborgfonden, Syd Energi og Støtteforeningen Askov-Malt, kunne vi optimere det tekniske udstyr. Både på lyd- og lyssiden.
Og det skulle også komme de lokale musikere til gode.
Derfor inviterede Sløjdscenen og “Rytmisk Musik Vejen” bands, der turde tage en ny udfordring op, så de kunne give andre en storartet musikoplevelse på et unikt spillested.
Næste koncert: Se Face Book.
SAMARBEJDE MED ANDRE TEATERNØRDER
Desuden har vi gennem alle årene orienteret os i det nationale teaterlandskab. Dels via vores medlemskab af DATS, Foreningen for dramatisk virksomhed i Danmark. Og dels via teaterture for medlemmerne. Og ikke mindst ved at samarbejde med andre scener i nærområdet, Studio 73, Spillopperne, Drakomir, Renæssancespillet på Sønderskov o.a. Herved har vi fået uvurderlig inspiration og vi har kunnet udveksle mange praktiske erfaringer.
I 2013 planlagde og gennemførte vi DATS’ TEATERFESTIVAL i samarbejde med landsforeningen og Vejens amatørteater, Studio 73. Vi så masser af gode forestillinger og var også vært med en opførelse af en ny udgave af vores ”Kvindfolk”.
KURSER
Sløjdscenen har gennemført kurser for de aktive medlemmer: skuespillertræning, sminke, lyssætning og lydteknik m.v. Desuden har vi støttet vore instruktørers ønsker om dramapædagogiske kurser i DATS-regi.
PLANLÆGNING
Logistikken omkring gennemførelsen af de mange initiativer er en særlig udfordring – især for bestyrelsen. I 2011 fejrede vi med succes vores 20 års jubilæum med en hel festuges kulturelle arrangementer. Det krævede en meget nøjagtig detaljeplanlægning. I det daglige har holdenes instruktører en Sløjdscene-guide med råd og vink om alle praktiske forhold.
ØKONOMIEN
Sløjdscenen er en forening og et kulturelt mødested for alle interesserede. Det ses bl.a. i den beskedne pris for et årligt medlemskab. Og det afspejles i billige billetpriser med rabatter til pensionister.
Alligevel har bestyrelsen hvert år, på foreningens generalforsamling, kunnet fremlægge et regnskab, der viser et beskedent overskud. Et beløb, der har kunnet indgå i budgettet for det kommende års aktiviteter. Det lader sig kun gøre ved hjælp af bestyrelsens meget vågne blik på økonomien. Bl.a. med månedlige budgetopfølgninger. Desuden er alle medlemmer meget bevidste om den stramme økonomi. Men det positive resultat skyldes ikke mindst opbakning fra sponsorer og Vejen Kommune, og vore hovedsponsorer, udlejerne Suzette Nielsen og Lars Jessen. (red.)
Anders Schriver Pertou, d.5.8.2015.